Home

Denne hjemmeside er oprettet af:

    Johan Ulrik Liberoth
    Frederiksberg Allé 39
    1820 Frederiksberg C

Formålet med denne hjemmeside er dels at få kontakt med nulevende familiemedlemmer og få dem placeret i slægtstavlen og dels at kunne præsentere de oplysninger og den slægtshistorie, som jeg har fået overleveret fra min egen familie og få andre familiemedlemmers kommentarer og supplerende oplysninger hertil.

Jeg er i den situation, at jeg kun har en meget begrænset kontakt til min fars familie, hvorfra navnet stammer. På nær min søster er det kun en snæver, men særdeles fornøjelig kontakt, jeg har med familien Liberoth. Det er dog blevet bedre, efter jeg har oprettet denne hjemmeside. Jeg har på denne måde tænkt mig at få skabt mere kontakt til familien, - uden vi derfor skal til at omklamre hinanden! Jeg har også valgt denne form for kontakt, efter jeg har haft succes med at søge efter familienavnet over Internettet. Dette har nemlig givet flere interessante resultater, da jeg f.eks. har fundet familiemedlemmer i USA, som er kommet dertil via Chile. Jeg har så senere i min families efterladenskaber og i udvandrerarkivet fundet informationer, som dokumenterer, hvem der rejste ud.

Så opmuntret af denne oplevelse vil jeg opfordre alle med familierelationer til Liberoth-familien om at give sig til kende med lidt oplysninger om dem selv og deres tilhørsforhold til familien Liberoth. Ved en granskning af familiens gamle papirer har det vist sig, at familien har stavet sit navn forskelligt. Der findes i dag 4 forskellige kendte stavemåder: Liberoth, Liberoht, Lieberoth og Liebroth. Hvad der er det ”rigtige” vides ikke, men Liebroth er det ældste registrerede, og det kan i øvrigt bero på tilfældigheder ved registreringen i kirkebøgerne, men det må ifølge familiens optegnelser være givet, at alle her i landet boende, der bærer ovennævnte navne er i familie med hinanden uden hensyn til stavemåden, og at alle nedstammer fra Stadschirurgus i Svendborg, August Heinrich Liebroth, som døde i 1774.

En oversigt over nogle af efterkommerne af August Heinrich Liebroth - sådan som jeg har fået det fortalt og nedskrevet fra min egen familie eller fået som bidrag fra ”netslægtninge”, som har henvendt sig med supplerende oplysninger - har jeg vedhæftet denne hjemmeside. Slægtstræet kan ses ved at trykke her. Oversigten er senest opdateret i januar 2004.

Kommentarer, spørgsmål og supplerende oplysninger kan sendes til følgende e-mail adresse: familien@liberoth.dk

Denne side er opdateret den 8. januar 2004


Skriv til webmaster